Området her omkring.. og Maden!

 Her er lige lidt billeder fra området jeg bor i..

Hovedvejen i Kiembeni som er byen jeg bor i. Det er en slags forstad til Mombasa

Vejen jeg bor på.. Vi bor helt nede ved enden af vejen.

Familiens hus, det er porten til venstre..

Og her er lige den lokale bod med frugt og grøntsager, eller jeg skulle måske sige vores foretrukne frugtbod, for der er rigtig mange her rundt omkring.

Så er der lige maden..

Her får man ofte noget de kalder Ugali. Det er en tyk grød, som skal skæres ud, den smager ikke af ret meget, er meget tør og spises oftest sammen med kål eller spinat.

Ugali!

En af de retter, jeg er lidt gladere for er Chapati. Det er en slags madpandekage, som man får alt muligt til. Det kan være linser, bønner, måske endda lidt kød, hvis man er heldig.

Her er Vicki (moren i familien) ved at bage chapati.

Andre retter som de tit laver her er:

- Githeri, som er kartofler, bønner og majs som er kogt sammen

Pilau, som er Ris blandet med forskellige krydderier og oksekød

Min vaertsfamilie

Min "familie" her i Kenya bestaar af: Far, Mor Vicki, Jennifer paa 10, Barbara paa 8, Jimmie paa 11 maaneder og saa Sheila paa 15 som er ung pige i huset. De bor i en forstad til Mombasa kaldet Kiembeni (ca. 15 km. fra Mombasa centrum). Begge foraeldre arbejder med "Business", som de siger, hvilket vil sige at de saelger forskellige ting og sager paa markeder og lign. De er dog ved at bygge en lille butik i den lokale landsby, som ligger taet paa, hvor de bor.

Her er huset, vi bor i. Der hoerer en smal gaard eller have til, som man kan se paa billedet. Der er ikke glas i vinduerne, men et gitter for og saa net inde bag ved.

Boernene i familien, fra venstre: Jennifer, Jimmie, Sheila og Barbara. Desvaerre blev billedet lidt moerkt, men faar nok taget nogle flere efterhaanden som jeg laegger ind.

Og saa lige et par billeder af Jimmie, familiens charmetrold. Da jeg kom hertil havde han lige laert at gaa og kunne lige gaa 5 skridt alene, men nu farer han rundt over det hele. Han er saa soed og bringer smil frem paa alles laeber, (lige bortset fra at han tit griser mit toej til med hvad han nu end har fundet og lige vil vise ved at laegge det i skoedet paa mig).



Calvary Zion Children’s home

- er et kristent børnehjem for forældreløse børn. Det blev startet i 1997 af ægteparret John og Jane, fordi Jane fik et syn, hvor hun sad omgivet af en masse forældreløse børn og det tog hun som tegn fra gud om at hun skulle åbne et børnehjem.

Der bor 45 børn fordelt på 3 værelser og et ekstra rum ude bagved til de store drenge. De aeldste af boernene er 17 og den yngste halvandet aar. De fleste af boernene er blevet forladt af deres foraeldre f.eks. i et supermarked og er saa blevet fundet og afleveret paa boernehjemmet. Udover boernene bor her 3 ”mødre” som tager sig af madlavningen, rengøringen og selvfølgelig børnene.

Til december flytter børnehjemmet ud til et nyt sted, for her hvor de er nu, er der ikke plads. Det er en stor grund og de bygger, så der er plads til ca. 90 børn.

Her er "mama Jane", som er ved at vise os det nye sted.

Et udsyn over grunden til det nye børnehjem. Huset i baggrunden er det, der er ved at blive bygget til børnene. Der er faktisk to huse bag ved hinanden. De har bygget stueetagen indtil videre og vil bygge to etager ovenpå, så der bliver masser af plads.

Når jeg kommer om morgenen, hjælper jeg og de to andre volontører, der er her, med at bade de små børn og vaske tøj.

Det foregår her ude bagved. Her går alle i bad med en spand koldt vand.

Bagefter skal der sorteres ris, linser og bønner, hvilket godt kan tage ret lang tid, når det er til 50 personer, men ret hyggeligt alligevel når vi er flere om det.

Resten af dagen går med leg, hyggesnak, måske en middagslur osv.

Her er vi i stuen, hvor vi oftest befinder os, for udenfor i solen er der simpelthen for varmt. Jeg sidder sammen med Kaitlin (som meget gerne vil nusse og kramme) og Moses.

Caleb! Den yngste af børnene og stedets charmetrold..

De seje drenge.. Fra venstre: Samuel, Phillip og Matthew. Bagved i den gule bluse sidder Jamima

Her er Purity, Mercy, Deborah, Destiny og Kaitlin

De er herlige allesammen og her er liv og glade dage, så man er rigtig træt, når man kommer hjem..



Et par dage i Nairobi

I Nairobi er traffikken ulidelig, der er saa meget trafik doegnet rundt og de koerer, som jeg ved ikke hvad. Der er trafiklys, men de bruger dem ikke. Man koerer bare uanset hvad farve lyset viser, nogle steder staar der dog en politimand og dirigerer. Pga. trafikken kom vi en timer senere til vores hotel end planlagt, saa vi spiste en hurtig frokost og skulle saa afsted igen. Vi skulle paa en guidet tur i Kibera, den stoerste slum i Afrika, som ligger ved Nairobi. Der bor omkring 1 million mennesker, men der er ikke noget officielt tal paa indbyggere. Regeringen siger at der kun bor omkring 200.000 for de er ikke interesseret i at verden skal vide, de har det her store problem, som de ikke har tjek paa (det er udtalt af vores guide, som bor i Kibera. Tallene har jeg ogsaa fra ham)

Vi blev fulgt rundt i mindre grupper af en frivillig fra organisationen Kodac. Den forsoeger at starte nye projekter i Kibera, for folk bliver ved med at komme dertil og der er ingen job at faa, saa stedet bliver stoerre og fattigere. Et af de stoerste problemer i Kibera er sanitering. Der er rigtig faa toiletter til saa mange mennesker og saa koster det ogsaa et mindre beloeb at bruge dem. Derfor har man i Kibera et begreb, som hedder "flyvende toiletter": Man laver det man nu skal i en plasticpose og saa kyler man den saa langt vaek man kan. De ender paa hustagene, gaden og alle vegne, og det er et stort problem bl.a. fordi mange boern gaar og leger paa gaden og har stor risiko for at blive syge.
Da vi blev vist rundt, var der omraader hvor der virkelig stank og det var naesten ikke til at holde ud. Der var skrald naesten alle vegne og de fleste henter vand i floden, som er fyldt med skrald og andet ikke saa laekkert.

Der var nu ogsaa positive ting der. Folk var meget venlige (guiderne tog os kun af nogle veje, for nogle steder var ikke sikre, ikke engang for dem at gaa), smilende og ville gerne snakke med os. Vi var inde og se nogle forskellige projekter:

- En kvindegrupper af bestaende af HIV positive kvinder, som moedtes naesten hver dag og delte deres problemer. De producerede forskellige flotte smykker, tasker, stoffer og meget andet som man kunne koebe. Desvaerre havde jeg ikke ret mange penge med, saa jeg fik ikke koebt noget, men jeg fik deres hjemmeside, hvor andre folk kan gaa nd og kigge paa deres ting og saa sende dem en mail, hvis der er noget man kan taenke sig: http://www.powerwomen-kibera.or.ke/


- Et andet projekt var en gruppe unge maend, der havde fundet paa at samle knogler fra isaer doede koer og geder, slibe dem og lave smykker og andet som de saelger paa markeder. De startede ikke ret mange, med at faa en slags slibemaskine der var i stykker, som de saa reparerede og nu er de ca. 15-20 maend med mange maskiner.

Jeg har desvaerre naesten ingen billeder fra Kibera, for indbyggerne der synes ikke saerlig godt om, at turister kommer og tager billeder, naar mange, bogstavelig talt, gaar i moeg til knaene. Det er jo egentlig forstaeligt nok, saa vi lod kamerarene blive hjemme.
Om aftenen da vi havde vaeret i poolen, tog vi paa en cafe/bar og hyggede resten af aftenen for de andre skulle afsted tidligt naeste morgen.
Da alle var taget afsted om morgenen og vi havde sagt farvel, blev jeg hentet og vist rundt i Nairobi city. Det er en rigtig flot og spaendende by, men der var ogsaa en enkelt ubehagelig opfoersel. Der var en mand, der blev ved med at foelge efter os og han sagde en masse paa swahili. Jeg forstod dog 2 ord: "Mzungu", der betyder hvid mand, og 10 shilling. Han henvendte sig altsaa til mig og han ville have penge. Han blev ved med at foelge efter os, selvom hende jeg fulgtes med sagde noget til ham. Tilsidst gav hun ham pengene. Hun sagde bagefter, at han havde sagt han havde en kniv og at han truede med at bruge den, hvis han ikke fik pengene, jeg forstod det bare ikke, naar det blev sagt paa swahili.
Jeg kunne godt taenke mig at komme tilbage til Nairobi paa et tidspunkt, bl.a. for at se Karen Blixens Museum og en del andre spaendende ting.

Tidligt naeste morgen tog jeg en bus til Mombasa. Det var en varm tur og sad ved siden af en stor sort kvinde, som ikke var interesseret i at snakke.
Jeg har vaeret i Mombasa i snart en uge, det gaar fint og jeg er begyndt paa boernehjemmet. Her er forfaerdelig varmt og en meget hoej luftfugtighed, saa man sveder hele tiden.

Fortsaettelse foelger.....

De sidste dage paa platformen!

De sidste dage er bare gaaet staerkt. Lige pludselig er der gaaet en maaned og vi gaar snart hver til sit. Inden det kommer dertil har vi haft et par rigtig gode dage paa platformen. 

Vi havde en Masai dag, hvor vi var ude og besoege en Masai familie. 

De boede i de her smaa huse, og det gjorde de fordi de var nomader. De bor en 3-6 maaneder et sted og drager saa videre, saa husene skal vaere lette at bygge og af materialer man har lige ved haanden. I deres kultur er det kvinderne der bygger husene og saadan set ogsaa kvinderne, der lavede alting inde i huset og med boernene. De var ved at bygge et hus mere og manglede bare at laegge tag paa, saa vi gav lige en haand med, og hjalp med at slaebe grene.

Vi spurgte maendene hvad de lavede til hverdag, naar kvinderne lavede alt det huslige, og de svarede at de kiggede efter dyrene, hvilket vil sige at de sad paa deres bagdel og gloede ud i luften hele dagen. Vi proevede at provokerer dem lidt og sige om ikke det var uretfaerdigt og fortalte hvordan det var i Danmark, men de grinede bare af os og syntes at vi var maerkelige.

Pigerne paa Daraja havde eksamener hele ugen og mandag var de endelig faerdige, saa de fik lov at holde en lille fest, og vi blev selvfoelgelig inviteret. Vi havde koebt lidt chips og slik med til dem og pigerne leverede underholdningen i form af musik, dans og lege.
 Her bliver der danset limbo og det gaar ikke stille for sig med 75 piger!

 Vores drenge syntes ogsaa de skulle lave lidt underholdning, saa de havde forklaedt sig som boyband og gav dem hele armen med et rigtigt kaerlighedsnummer.

 

 Pigerne var helt vilde med dem, og drengene blev noedt til at vise deres nummer 2 gange.

Den sidste aften havde baal med guitarspil, sang, snobroed og skumfiduser. Det var super hyggeligt og en dejlig maade at slutte maaneden af paa.
Jeg vil komme til at savne platformen. Det er et dejligt sted, fuld af liv og saa er det bare saa smukt der.

Det her billede er taget ud af vores doer, og i midten af billedet kan man ane Mount Kenya. Det var ikke helt klart den dag, det blev taget, men paa en skyfri dag kan man tydeligt se bjerget.

Nu drager vi ud paa nye eventyr.. De andre er lige floejet mod henholdsvis Tanzania, Zambia og Uganda, og jeg tager videre til Mombasa i morgen.