Ida landede onsdag d.8. Juni i Mombasa lufthavn efter en lidt kaotisk flyvetur, hvor pas og papirer blev væk i flyet, men heldigvis blev fundet igen lige inden landingen. Som om det ikke var nok manglede bagagen, den var ikke kommet med fra Frankfurt. Da der ikke går noget offentlig transport til lufthavnen, tog vi en taxa hjem til familien. Resten af dagen blev brugt til afslapning og indkøb af tandbørste og andre manglende ting.
Torsdag tog vi i skole, hvor vi var hjælpelærere i første og anden klasse. I frokost pausen tegnede vi plakater med køkkenredskaber, familiemedlemmer og kropsdele. Læreren havde allerede planlagt, hvor de næste plakater skulle hænge, så hun ville meget gerne have at vi tegnede nogle flere, men det var der desværre ikke tid til.
Om aftenen viste vi børnene i familien Idas nintendo (spillemaskine) og de var ellevilde og vi kunne næsten ikke få den tilbage igen.
Om fredagen troede vi der skulle være eksamen på skolen, men i stedet skulle vi igen være hjælpelærere og rette opgaver. Vi fik taget nogle billeder af børnene og de var meget interesserede i at være med på billederne. Kl. 12 havde vi fri og vi tog hjem og spiste frokost. Hen på eftermiddagen tog vi på marked, men det var rimelig kaotisk. Der var rigtig mange mennesker og folk hev fat i os og råbte ”Mzungu” (hvid person) efter os for at få vores opmærksomhed. Vi fandt et mindre marked, hvor de solgte souvenirs i form af afrikanske smykker og tøj.
Om aftenen bød aftensmaden på Ugali, hvilket ikke lige var Ida. Vi kan nok konkludere at det kræver lidt tilvænning at kunne lide det. Ida syntes det mindede lidt om dej, men spiste det alligevel.
Lørdag havde vi fået at vide at Idas bagage ville komme, så vi kontaktede lufthavnen og fik at vide vi kunne komme hente den, men først ved 12 tiden. Derfor blev tiden brugt til at se ”High School Musical 3” med pigerne. Den var de vilde med og ville gerne have lov til at låne den, når Ida tager hjem, men det fik vi os snakket udenom. Da vi senere kom til lufthavnen var der lige ved at opstå problemer, for de ville se et andet billede id end passet, hvilket vi ikke havde, men til sidst fik Ida lov til at gå med ind bagved og hente kufferten. Da vi kom hjem fik vi pakket den store papkasse op som Ida havde haft med i kufferten fra Danmark. Den var fuld af lego og perler, som LEGO og Hama Perler havde doneret. VI tog en lille del legoklodser fra til skolen og resten tog vi med til børnehjemmet. Børnene var meget spændte og ivrige, da vi åbnede kassen for dem, og inden vi så os om var der lego over det hele. Vi hjalp nogle af de små piger med at lave perlekæder, og de var meget stolte af dem og ville gerne posere foran vores kameraer.
Da vi kom hjem delte Ida gaver ud til familien og især børnene blev rigtig glade og begyndte straks at lege med modellervoks og hoppebolde. Vi havde været lidt bekymrede for familien havde i løbet af de sidste sagt en del gange, at vi lige skulle snakke om betalingen for at Ida var her, men med gaver og 1000 shilling (ca. 70 kr.) oveni nævnte de det ikke mere.
Søndag havde vi planlagt at tage på hotel, så vi fik pakket det hele og fik forklaret familien at vi skulle på safari og at Ida ikke ville komme tilbage igen. Vi kunne først komme af sted ved middagstid, så vi så film med pigerne og ordnede hår. På hotellet fik vi tjekket og fik et fint værelse med aircondition og dejlig stort myggenet. Vi spiste en god frokost og var lige en tur i poolen inden til supermarkedet og købte ind til safarituren.




Ingen kommentarer:
Send en kommentar